1. Planlæg rensning af tagrender efter vejrudsigten
Det er sjovere at rense tagrender når man ikke bliver våd af det. Planlæg projektet til en uge, hvor det har været tørt, og hvor solen har haft tid til at bage lidt på indholdet i tagrenderne. Så bliver det nemmere at fjerne, og fylder ikke så meget i spanden.
2. Sæt en krog i skraldespanden
Hvis du skal langt op ad en stige for at komme til dine tagrender, så handler det om at tænke smart. Hvis du har en skraldespand med hank, så find en krog til den – så kan du nemlig hænge den på stigen, og få en ekstra hånd fri, når du er oppe i højden.
3. Brug en gammel plastikflaske som skovl
Det kan være rart at have en skovl til rensning af tagrender, så man ikke behøver at rode med hænderne nede i dem. Men det er ikke alle, der har en lille, passende skovl til formålet.
Heldigvis er det ikke svært selv at lave en. Find en 1,5 liters plastikflaske, og skær den op på tværs med et skævt snit. Den afskårede del udgør nu “hovedet” på skovlen, og halsen udgør håndtaget. Lad proppen sidde på flasken, så du ikke får våde ærmer ved brug.
4. Skån tagrenden med et “L”-formet bræt
Hvis du skal på en stige for at nå tagrenderne kan det være lidt tricky at finde den rette balance mellem at holde stigen stabil, og skåne tagrenderne. For det første er der det med vægten, som du ikke må hvile på tagrenderne – det kan de ikke holde til. Men stigen kan også give ridser og skrammer på tagrenderne, hvis du ikke passer på.
Til det sidste problem kan du nemt improvisere en smart løsning. Tag to brædder på 80 cm., og søm dem sammen i en “L”-form. Læg dem nu i tagrenden, så den ene ende vender ned i renden, og den anden vender ud over – der hvor du vil sætte stigen. Så beskytter du tagrenden godt mod ridser.
5. Brug en tagrenderenser på teleskopstang
Hvis du er typen, der ikke kan lide at komme op i højden, så kan en tagrenderenser på en teleskopstang være løsningen for dig. Er du heldig behøver du slet ikke en stige med denne løsning.
En tagrenderenser koster heller ikke så meget. For mellem 200 kr. – 500 kr. kan du få en god tagrenderenser, der holder i mange år.
6. Tjek for skader undervejs
Mens du renser tagrenderne kan du med fordel give dine tagrender et eftersyn imens.
Læg mærke til om det hele hænger fast og stabilt – tag fat i tagrenderne, og mærk forsigtigt efter om noget sidder løst eller rasler. Over tid kan vind og vejr nemlig godt forårsage løse skruer og utætte samlinger.
Og nu hvor vi taler om utætheder: Hold øje med læk når du spuler tagrenderne efter med haveslangen. Tagrender skal slutte 100% tæt – er der steder der drypper, eller det der er værre, skal du reagere på det.
7. Forebyg med løvfang
Hvis du bor i skoven, eller hvis du bare er typen, der ikke gider tømme tagrenderne på huset, så er der også råd for dig. Du kan nemlig anskaffe dig et løvfang – et lille net, der sikrer dine tagrender og nedløbsrør mod at blive tilstoppede. Så slipper du for rensning af tagrender fremover – hvis ikke helt, så næsten.